Nyt magasin samler de mest eksklusive brugte biler til den kræsne køber

Nu bliver de allerfedeste og mest eftertragtede biler til salg samlet i ét magasin.   Der er biler til salg - og så er der virkelig fede biler til salg. Desværre bliver de mest eksklusive og drengedrømsvækkende biler af slagsen ofte tabt i mængden af de tusindvis af salgsannoncer, der findes derude.  Det vil et nyt magasin under navnet Bilhandel Selected lave om på. “Vi vil samle alle de biler, der drukner i de store, online databaser,” siger Kenneth Andersen, der er stifter af Bilhandel Selected. Magasinet vil udkomme to til tre gange om året, og det vil i første omgang blive udgivet som e-magasin. Senere vil det også udkomme på papir, som du vil kunne finde hos din lokale bilforhandler eller til messer og arrangementer.   Kun de fedeste biler  I magasinet kan du finde salgsannoncer for biler og sportsvogne inden for så forskellige mærker som Audi og Aston Martin. Det er er de mest spændende modeller til salg lige nu, som får deres helt egen platform. Men magasinet vil ikke kun indeholde de luksuriøse biler. Det er alle de biler, der fortjener lidt ekstra opmærksomhed, som nu får deres helt eget magasin. Det kan være de skæve, ombyggede eller klassiske biler. “Der manglede et medie for de helt særlige tilbud, der ellers aldrig ville finde vej til kræsne bilkøbere,” siger Kenneth Andersen om tankerne bag det nye magasin. Men Bilhandel Selected er ikke kun forbeholdt de købeklare med en million i baghånden eller et pengetræ i baghaven. Magasinet henvender sig til alle bilentusiaster, der holder af at drømme sig væk i annoncer om mest sjældne, iøjnefaldende og fede biler, der er til salg netop nu. Udvidelse af online-univers Magasinet Bilhandel Selected er en udvidelse af det allerede eksisterende online-univers, som Bilhandel råder over. Det hele startede med en app og et website - bilhandel.dk - og universet har siden spredt sig til en lang række andre sites. Magasinet bliver nu det seneste skud på stammen. Det er endnu uvist, om universet skal udvides yderligere i fremtiden, men spørger man Kenneth Andersen, er ambitionen klar: ”Intentionen med vores univers er at skabe en platform, hvor bilkøbere kan føle sig trygge – og med vores nye magasin håber vi på at kunne inspirere dem yderligere til deres næste bilkøb.”