Hvad er iPhone XR, og hvorfor er den billigere?

Apple har lanceret tre nye mobiltelefoner her i efteråret 2018, som alle er en del af den X-serie, som blev introduceret i 2017. Den mest interessante af de tre nye modeller er iPhone XR, som vi vil se nærmere på her. Det første, man lægger mærke til, når man holder iPhone XR i hånden er, at det er en sindssygt veldesignet telefon - som man efterhånden er vant til fra Apple. Lægger man den ved siden af den noget dyrere iPhone XS, kan man godt se, at der er forskel, men ellers minder de to telefoner overraskende meget om hinanden. Dog er XR en smule tykkere. Hvis du er glad for farver, har iPhone XR noget at byde på, som få andre telefoner. Du kan nemlig købe en XR i seks forskellige farver: blå, rød, sort, hvid, gul og koral. Det er vigtigt for nogle, mens andre er ligeglade. Ret beset vil mange nok være lidt ligeglade, fordi de alligevel smider et cover omkring telefonen, for at beskytte den. I den daglige brug er iPhone XR en virkelig god telefon, som er helt oppe at ringe blandt de allerbedste. Men der er naturligvis skåret nogle hjørner, for at få prisen ned i forhold til topmodellerne iPhone XS og iPhone XS Max, som også blev lanceret i 2018. Der er især skåret to steder: på skærmen og på kameraet. Skærmen er en såkaldt LCD-skærm, som er en lidt forældet teknologi. Apple får dog  det bedste ud af LCD-skærmen på XR, som falder indenfor kategorien HD, men ikke har høj nok opløsning til at blive kaldt FULL HD. Det har fået nogle anmeldere til at kritisere skærmen voldsomt, mens andre mener, at det reelt er svært at se forskel til daglig - en påstand, der fik medvind af en blindtest mellem iPhone XR og en FULL HD-telefon. Kameraet er der som sagt også sparet på i forhold til de to topmodeller. Disse er udstyret med to linser i hoved-kameraet, hvilket giver mulighed for at foretage optisk zoom og skyde foto i portræt-funktionen, som giver en sløret baggrund. På XR finder man blot en enkelt linse, hvilket betyder at optisk zoom og sløret baggrund ikke er en mulighed. Til gengæld er selfie-kameraet samme kvalitet på både XR og de to topmodeller. Ser vi på indmaden i iPhone XR, finder vi Apples nyeste chipset, den lynhurtoige og meget roste A12-chip, som sammen med det nye iOS 12-styresystem giver en rigtig god brugeroplevelse - nok den bedste på nogen telefon lige nu. XR har dog kun 3 GB RAM i forhold til XS, som har 4. Det giver naturligvis den dyrere model lidt flere hestekræfter under motorhjelmen. Det skal dog understreges, at XR stadig har masser af saft og kraft til at trække selv de største apps. Konklusionen er, at man får en rigtig god telefon, hvis man investerer i en iPhone XR. Men har du i forvejen en iPhone X fra sidste år, får du ikke noget ud af at købe den nye model. Men har du en ældre iPhone, vil du opleve stor forskel, når du skifter til XR. Omvendt kan man sige, at du kan få bedre specifikationer, mere hukommelse, bedre kamera osv. ved at investere i f. eks en af de bedste Android-telefoner, som kan fås for næsten det halve af XR. Men helt ærligt, så har det jo altid været sådan, og sandheden er, at de fleste køber en ny iPhone netop fordi det er en iPhone.